Der havde været en lang planlægningsperiode, faktisk helt tilbage fra november 2008, da kimen til turen blev lagt. Vi var 65 personer, 27 spillere + familiemedlemmer. Egentlig skulle vi have været 67 personer, men Jens var så uheldig at brække begge håndled 4 dage før vi skulle af sted i en kamp mod B1909. Det betød, at Jens måtte opereres i begge håndled dagen før, vi tog af sted. Lotte, som er mor til Jens og en af hovedkræfterne bag turen, blev i DK til om mandagen, hvor forsikringsselskabet betalte deres tur til Italien med fly. Godt tænkt af den pressede familie.
Vi andre havde 1400 km køretur foran os. Første station var Gardaland, en stor forlystelsespark, ved den sydlige del af Gardasøen. Her tilbragte vi 8 timer, hvorefter vi ved 15 tiden kørte de sidste kilometer til vores destination, en campingplads ved Sirmione.
Campingpladsen ligger lige ud til Gardasøen og ved ankomst fik drengene instrukser om, at slik og sukkersodavand var bandlyst de næste 3 dage. Dernæst blev de bedt om at møde i løbetøj kl. 17, hvorefter nogle forældre, trænere og 27 fodbolddrenge løb 4 km på strandpromenaden. Der blev strukket ud, spist aftensmad kl. 19 og derefter sengetid kl. 21.
Drengene var blevet bedt om at møde op kl. 0600 næste morgen, så vi kunne få en lille løbetur før morgenmaden kl. 07.00. På nær en, deltog alle drenge og igen nogle forældre samt selvfølgelig de altid friske trænere. Meningen med alt dette var selvfølgelig at få den lange bustur ud af benene, så vi var klar til at spille de første kampe allerede kl. 9.00. Det er også altid en god ide at få spist tidligt, helst et par timer før man er på.
Vi havde to hold med, som begge spillede 11-mands. Ca. halvdelen af vores hold 2 bestod af rutinerede 9-mands spillere, mens resten kun havde spillet 7-mands. Hold 1 bestod af rutinerede 9 og 11-mands spillere.
De to hold var i samme pulje og mødte hinanden i den første kamp.
Det blev en god kamp, hvor der ikke blev givet ved dørene. Vores hold 2 måtte dog indkassere et beskedent nederlag på 2-0.
Vi var i pulje med Rosenhøj I og II, hvor hold II var opstået grundet en sammenlægning mellem Advedøre Idrætsforening og Rosenhøj boldklub. Desuden var Herlev og Gladsaxe-Hero repræsenteret.
Det blev en varm dag. Skyerne fortrak sig i løbet af formiddagen og solen skinnede fra en skyfri himmel. Det nød vi naturligvis i fulde drag. Ved enden af dagen havde hold 2 tabt alle sine kampe (3 stk) ganske vist beskedne nederlag, men de havde kæmpet bravt. Hold et fik et enkelt nederlag til Gladsaxe-Hero.
I den kamp havde vi et hav af chancer, men bolden ville ikke ind mere end en gang. Til trods for, at vi spillede det flotteste foldbold måtte vi se os slået 2-1. Det var den eneste kamp hold 1 tabte og det resulterede i en anden plads, hvor Gladsaxe-Hero fik første pladsen, men det var først dag 2. Vi forlod den gode kunststofbane og tog tilbage til campingpladsen, hvor drengene og nogle få forældre snuppede sig en tur i poolen.
Det gjorde vi to dage i træk. Den tredje dag var det for koldt. Enkelte, her i blandt en frisk træner, var også ude at bade i Gardasøen, det forlød, at det var koldt.
Spilledag 2 og 3 var der frivilligt løb om morgenen kl. 6.15, hvor 5-6 drenge faktisk deltog - hatten af for det. Men de var også kommet i seng kl. 21 for at kunne være friske og udhvilede. Dag 2 kørte vi ca. ½ time før vi kom til endnu en kunststofbane.
Det var en dejlig morgen og solen lod ikke vente på sig. Vores hold 2 spillede en forrygende åbningskamp, men måtte se sig slået af overmagten med 3-0. De tabte også den sidste kamp, men det må siges, at de kæmpede bravt og lod sig ikke gå på af nederlagene. Hold 1 vandt deres kampe, hvilket som før nævnt resulterede i en anden plads. Desværre for os var Gladsaxe-Hero meget heldige i deres kampe, så vi kunne ikke indhente deres forspring.
Dag 3 havde vi arrangeret en træningskamp mod Skovbakkens U13. Spillestedet var på vejen til Verona, som vi besøgte bagefter. Det var vores eneste kamp på græs. Vi havde suppleret hold 1 med spilleret fra hold 2, så flere fik muligheden for at vise, hvad de kunne på banen. I hele første halvleg legede vi skydetelt på Skovbakkens mål, de var ikke på vores halvdel. Bolden ville bare ikke i kassen. Anden halvleg starter med, at de får et angreb og scorer.
De havde nu fået noget mere spil, selvfølgelig også fordi vi havde lavet 7 udskiftninger. Kampen blev mere lige. Fem minutter før tid får vi en god frispilning og får udlignet til 1-1, hvilket også blev kampens slutresultat.
Herefter gik turen så til Verona, hvor der kunne shoppes. Der var også mulighed for at se nærmere på kulturseværdigheder, som den første arena i Romerriget. Colosseum i Rom blev først bygget senere. Torsdag morgen var det så hjemrejse dag. Det blev en lang bustur hjem, hvor vi ankom i B1913 kl. 7 den følgende morgen mætte af indtryk og godt trætte, det er ikke nemt at sove i en bus. Vi har haft en rigtig god tur, drengene var eksemplariske, overholdt de aftaler vi lavede med dem og leverede nogle flotte præstationer.
Tak til Heidi, Lotte og Henrik for planlægning og tilrettelæggelse af turen.
På vegne af spillere og trænere siger vi mange tak for B1913 vimplerne, som vores anførere kunne udveksle med vores modstandere.






FOTO: ?