Sidste gang vi spillede mod TPI på deres baner i efteråret, var vinden ligeså kraftig som denne dag. Deres målmand kunne, til forskel fra vores keeper, sparke bolden op over trætoppene og dermed udnytte den kraftige vind i højden og sende bolden ned i vores målfelt. De lidt større TPI spillere kunne med deres fysik skubbe vores forsvar væk og prikke bolden ind. TPI vandt ved den lejlighed 5-2 efter 0-2 ved pausen.
-
I modsætning til sidst valgte TPI denne gang at starte med vinden i ryggen. Det var et udmærket valg, som gav os store problemer. Vi havde svært ved, at få bolden væk fra feltet og det udmøntede sig i adskillige hjørnespark til TPI. I den kraftige vind var vi nødt til at køre bolden langs græsset, dermed blev der lagt et kraftigt pres på os, da de hurtige TPI spillere dækkede godt op. Det lykkedes også TPI at gå til pause med en 2-0 føring, hvor de i begge tilfælde havde afdriblet vores målmand efter et par soloture på lange udspark. I anden halvleg havde vi så medvind og vi kunne nu få bolden hurtigere op ad banen Vi havde endvidere aftalt i pausen at være tættere på TPI spillerne og være mere vakse til at være først over bolden efter udspark. Det manglede vi noget af i første halvleg. Vores opspil gik hurtigt, de noget større TPI spillere skulle nu løbe brystet mod vinden og de lange høje målmands udspark var ikke længere mulige. Vores drenge havde nu fordel af deres gode tekniske spil og spillet i bredden fungerede rigtig fint. Vi fik lagt bolde godt i dybden, hvilket resulterede i, at vi fik tilkæmpet os et straffespark, da målmanden lukkede sammen om et par ben i stedet for bolden. Bolden blev placeret tæt ved stolpen og gav en reducering til 1-2. Endnu et flot gennembrud efter flot opspil gav udligning til 2-2. Ti minutter før tid blev en af vores spillere hårdhændet nedlagt i feltet af en for sen tackling, hvilket igen udløste et straffespark. Bolden blev cool sat ind ved stolpen i højden og vi førte nu 3-2. Vi fortsatte vores presspil, men TPI drengene var også klar over, at det var nu, der skulle handles. Så det blev spændende 10 minutter for fuld fart, hvor vi defensivt stod rigtig godt, hvor vi samtidigt hele tiden lurede på en contra. En god kamp, hvor alle viste stor vilje og beslutsomhed og 3-2, det er fuldt fortjent.