Menu

Sønderjyske gæster Campus Road

image
20. september 2021 kl. 19:12
I 00'erne var HFK Sønderjylland flittige gæster på Campus Road

Der er ikke meget information at hente i de støvede historiebøger omkring tidligere opgør mellem onsdagens to kombattanter i Sydbank-pokalen B1913 – SønderjyskE, rent faktisk har klubberne aldrig mødt hinanden og så alligevel.

Sønderjyske startede i 1906 som Haderslev Fodboldklub og levede faktisk et ret stille liv, når talen falder på landsdækkende turneringer. Vi skal frem til turneringen 1993/94 hvor de bliver nr. 9 af 10 hold i det der dengang hed 2. Divisions grundspil, de rykkede ikke ud men kvalificerede sig til det egentlige slutspil for året efter bliver de nr. 5 af 10 hold i samme række. Næste store nedslagspunkt er 1996 hvor Haderslev FK optræder en enkelt sæson i 1. Division. Ligeledes en enkelt sæson bliver det til i første omgang da holdet kommer i superligaen i sæsonen 2000/2001, hvor det lykkes klubben at sætte en negativ rekord med 11 point for en hel sæson.

I 2004 bliver navnet ændret til SønderjyskE, der udover fodbold også har elite håndbold og ishockey på programmet, en navneændring og fusion som siden har vist sig at være bæredygtig, for Sønderjyske må efterhånden betragtes som mere eller mindre fast inventar i Superligaen. Og man er ikke længere bare tilfredse med at overleve. I sæsonen 2015/16 lykkedes det at vinde sølv efter FCK og foran FCM, en bedrift der er blevet matchet i pokalturneringen med finalesejr i 2020 over AaB  2-0 og nederlag i seneste finale mod Randers FC.

Det er således de seneste 2 års bedste pokalhold de blå drenge skal op imod onsdag eftermiddag og mon ikke der drømmes hede drømme i domkirkebyen om at lave hattrick med deltagelse i finalen igen i 2022, jeg tror det. Hidtil har Sønderjyske kun haft en pokalkamp i år, det var mod Hillerød Fodbold fra 2. Division. For hjemmeholdets vedkommende er det den 5. Kamp efter sejre over Aarslev Boldklub, Røde Stjerne, Hvidding/Kvik70 og ja så var der lige Jammerbugt FC, hvis der var nogen der har glemt den kamp.

Sportsligt set er det et bjerg der skal bestiges af hjemmeholdets spillere, vi skal have fat i nogle af de gode talemåder – bolden er rund, alt kan ske – Skagen slog Brøndby IF – Skamby slog Esbjerg fB i Esbjerg og så videre. I hvert fald uanset udfaldet er spillerne sikret en oplevelse, som de sidenhen kan tænke tilbage på og hvem ved måske kan de placere sig foran fjernsynet Kristi Himmelfarts Dag og pege på Sønderjyske spillerne  og fortælle junior: dem har far spillet imod.

I årene 2001 – 2004 møder vi HFK Sønderjylland i 1. Division 3 gange, i 2001 slutter HFK Sønderjylland som nr. 3 i 1. Division efter Køge og Farum vi bliver nr. 8 ud af rækkens 16 hold. I sæsonen 2002/03 bliver HFK Sønderjylland nr6 og vi nr 13 af 1. Divisions 16 hold. Sidste gang vi mødes som divisionshold er i 2003/04 hvor HFK Sønderjyske slutter som nr. 1 og B1913 bliver nr. 16 og sidst i 1. division og må ned i 2. Division. Vi har  også spillet turneringsfodbold mod det der så blev Sønderjyskes 2. Hold, det har været i sæsonen 2006/07, hvor jeg selv var tilstede på det gamle  hyggelige Haderslev Stadion. Det var en kamp i Kvalifikationsrækken om at rykke op i Danmarksserien, en kamp som vi vandt og senere på sommeren lykkedes det at rykke op i Danmarksserien efter en finale kamp mod FC Taastrup.

På det tidspunkt var vi med i overbygningen FC Fyn, og af samme grund var vi blevet tvangsnedrykket fra 2. Division året i forvejen, men det er en helt anden historie.

I al beskedenhed har vi i B1913 leveret flere spillere til Sønderjyskes Superligahold. I hvert fald kan nævnes flere spillere som enten har fået deres seniordebut i B1913 ( Johan Absalonsen) eller trådt deres barne-fodboldstøvler til i klubben (Alexander Bah og Julius Eskesen).

Nu er det ikke pænt at prale overfor ens gæster, men med et smil på læben går det nok alligevel. Onsdagens modstander er 7 år ældre end os (Haderslev FK 1906) vi har vundet pokalturneringen hver en gang B1913 i 1963 og Sønderjyske som tidligere skrevet i 2020. Sønderjyske har vundet sølv én gang i 2015/16, vi har vundet sølv 3 gange 1923/24, 1962 og 1963 og skal vi så lige nævne bronze i 1961.

Nok om det, nu gælder det videre deltagelse i Sydbank-pokalen 2021/22, onsdag 22/9 kl. 16.30 går de to hold på banen side om side anført af en særdeles kompetent dommer Peter Kjærsgaard ( årets superligadommer 2020), på linjerne har han ligeledes kvalificerede folk i form af Niels Høg og Casper Kristensen.

Kom i god tid der kan være en del  fyraftens trafik fra universitetet, til denne kamp er organisationen gearet op på flere områder, så alle tilskuere er sikret en god oplevelse på Campus Road, vel mødt.

Søren Tolberg